HO BUGT SEJLKLUB


Pinsetur 2008

Pinseturen for Ho Bugt Sejlklub gik i år til Horsens Fjord. Det er efterhånden blevet en god tradition med en Pinsetur til et udsøgt sted i den østlige del af landet som kontrast til vort undertiden barske farvand i Ho Bugt og omegn. I år var der rekordeltagelse med 6 både med besætninger og to besætninger uden både. Ole og Karen deltog som nye Wayfarersejlere uden at have båden med. Per og Ella deltog også uden båd, fordi den havde været havareret og ved at synke ugen før. Finn og Karin – erfarne w-sejlere - deltog for første gang på Pinsetur med båd. Bjarne og Karin – inkarnerede kapsejlere – deltog med båd på deres første Pinsetur. Niels og familien deltog som sidste år, men kun Niels dyrkede sejlads mens familien havde andre gøremål. Jens og Inge deltog med RAS, som de plejer på Pinseturen. Jørgen og Guri deltog også igen i år med TEKLA og Anett og jeg deltog også som sædvanlig med Hawbard, som blev færdigrigget på stranden derovre.

Vi ankom i løbet af fredagen, hvor nogle af deltagerne havde bestilt en af campingpladsens hytter i stedet for telt. Om det var erfaringerne fra sidste års ringe vejr i Pinsen der havde affødt en så luksusbetonet beslutning eller om det var af komfort-mæssige grunde ved jeg ikke. Alle var enige om, at hytterne var gode. Det var i det hele taget en god campingplads, som kan anbefales. Dog er adgangen til at sætte joller i vandet mindre gode, men dog mulige.

De fleste joller blev søsat om fredagen og et par stykker blev sat i vandet lørdag morgen. Turen blev aftalt at gå til Hjarnø, hvor meningen var at besøge en lokal vinbonde og smage lidt på dråberne. Så derud drog 3 af jollerne. Hawbard blev rigget til og sammen med RAS og TEKLA blev det til en frokost-tur over til den søndre side af fjorden.

Vinden var meget svag, så vi var ikke helt utilfredse med at vi, ikke var taget med på den lange tur til Hjarnø. Vi sejlede over til et lavvandet område på sydsiden af fjorden, hvor det var let at gå i land og spise frokost.

Da vi forlod frokost pladsen, sejlede Jørgen og Ole ad Hjarnø til, mens Ras – med Karen som rorgænger - og vi sejlede tilbage mod campingpladsen. Det blev en rigtig magsvejrsejlads, hvor solen bagte os godt og grundigt, så faktor 10 var absolut minimum.

Akkompagneret af kragers skrig og potente duers kurren, som Jørgen fik meget god ”musik” ud af, indtog vi aftensmaden i den sidste solstråle. Aftenen gik med skrøner og sædvanlig sejlerhygge.

Søndagen gik med hyggesejlads på fjorden. Sofie kom på besøg og fik lidt sejlads med, som hun nød ligesom vi andre. Finn og Bjarne skulle hjem søndag og tog jollerne tidligt op. Flere af vi andre startede optagning om aftenen, da vi kunne se, at vi ikke ville få sejlet dagen efter og havde mere brug for at få dem op ved hinandens hjælp, da det var et muskelkrævende arbejde og noget med at holde tungen lige i munden.

Vi konstaterede, at Niels havde fået et hul i sin båd, da de var sejlet på en sten. Det havde fyldt forrummet op med vand, så sejladsen var blevet noget ustabil af det på turen til Hjarnø og tilbage.

Ærgerligt. 

Vi pakkede telte, hytter, sejlertøj og alt vores udstyr sammen mandag og drog hjemad på den nye motor-trafik vej mellem Horsens og Billund eller Give. Der er ikke så megen trafik, så det gik fint med traileren bagefter og var ikke nær så stressende, som et kan være på motorvejen.

Det var en herlig Pinsetur i år. God, stille sejlads, godt vejr, god stemning, god campingplads, god mad, god vin, godt øl, koldt vand etc. etc. … Hvad kan man så ønske mere? Godt vi tog med!

W-hilsen
Gunnar

Bådene på stranden. Bemærk det smalle hul mellem stenene, derfor vifteformet ophal. HaWbard rulles i vandet.
Afgang på en rolig sejlads. Der var tid til at snakke om kursen.
Wayfarerne driver afsted i let/ingen vind.... .....også RAS venter på vind!
Vi nåede da frem...... .....kom i land.......
.....og nød frokosten. Karen er rorgænger på hjemturen, heldigvis med lidt mere vind.
Der gøres klar til aften-skafning....... ....maden kom på bordet......
......og så spises og hygges der på ægte Wayfarervis. Søndag aften ingen vind igen, så bådene tages på land mens der er folk til at tage ved.
foto: Ole, Gunnar og JK